BTs Gyldne Fløjte til årets ishockeydommer uddeles for 34. gang

Uddeles for 34. gang: Hård kamp om BTs Gyldne Fløjte


BTs Gyldne Fløjte til årets ishockeydommer uddeles for 34. gang lørdag 2. juni ved Dansk Ishockey Award i Herning Kongrescenter.

Den eftertragtede fløjte - beklædt med 24 karat guld – har været uddelt hvert år siden 1985.

Foruden den gyldne fløjte krones sæsonens bedste dommer med guldhjelmen fra Skatertown mage til dén, de danske mestre fra Aalborg Pirates fik efter finalesejren over Herning Blue Fox.

Indtil 2012 har BT alene kåret årets dommer, men siden har det været dommernes egen pris, idet de godt 30 hoved- og linjedommere i Metal Ligaen har stemt. De tre kandidater i sæsonen 2017/18 er hoveddommerne Thomas Buchardt Andersen og Mads Frandsen og linjedommeren René Vejs Jensen.

Thomas Buchardt Andersen blev som 22-årig hædret med den gyldne fløjte som den hidtil yngste i 2014, mens han dømte på linjen.

Mads Frandsen har i to år dømt i Get Ligaen i Norge og var i år debutant som hoveddommer i playoff i Metal Ligaen.

René Vejs Jensen VM-debuterede sidste år i Köln og Paris og fulgte op i det netop afviklede VM på dansk is.

En lang række af dansk ishockeys profiler hyldes i Herning Kongrescenter, ligesom DIU fejrer de mange hundrede frivillige, der ydede en kæmpeindsats under VM. Som Danmarks Ishockey Unions formand og medlem af IIHFs Council, Henrik Bach Nielsen, siger:

»Uden de frivillige intet VM.«

Modtagere af BTs Gyldne Fløjte
1985: Erik Bostrup. 1986: Søren Simonsen. 1987: Søren Helbo. 1988: Tom Mouritzen. 1989: Kent Kølvig. 1990: Jens Erik Thorndahl. 1991: Dion Skipper Christiansen. 1992: Preben Jervild. 1993: Preben Jervild. 1994: Kent Kølvig. 1995: Preben Jervild. 1996: Søren Helbo. 1997: Søren Helbo. 1998: Bo Andersen. 1999: Jens Christian Fossaberg. 2000: Asger Krog. 2001: Jacob Grumsen. 2002: Asger Krog. 2003: Casper Christensen. 2004: Morten Folmer-Petersen. 2005: Asger Krog. 2006: Ronnie Jakobsen. 2007: Asger Krog. 2008: Alan Smith. 2009: Jan Bigum. 2010: Malene Skovbakke. 2011: Asger Krog. 2012: Jan Bigum. 2013: Asger Krog. 2014: Thomas Buchardt Anderen. 2015: Jacob Grumsen. 2016: Jan Bigum. 2017: René Vejs Jensen.

Source: bt.dk