Den norske skuespiller Jakob Oftebro, der blandt andet er kendt

Stunt-ekspert om Jakob Oftebros alvorlige ulykke: `Jeg har svært ved at se, at han har lavet fejl`


Den norske skuespiller Jakob Oftebro, der blandt andet er kendt fra den danske tv-serie `1864` og filmen `Skammerens Datter`, blev lørdag alvorligt forbrændt under en optagelse til den svenske tv-serie `Hamilton`.

Årsagen til ulykken var ifølge den norske avis VG, at skuespilleren fik indhold fra en molotovcocktail udover sig, og lige præcis dem skal man være ekstra påpasselige med på filmset.

Det fortæller Deni Jordan, der er en erfaren stuntkoordinator og har arbejdet sammen med 32-årige Jakob Oftebro ved flere lejligheder.

»Jeg har selv lavet en scene for et par måneder siden, hvor vi havde en scene med en molotovcocktail. Her frarådede vi, at skuespillerne skulle være i nærheden af det, for hvis du står med en, der kan bruges og tændes op, og den glider ud af hånden på dig, så går du op i flammer,« siger Deni Jordan til BT.

Han har senest arbejdet sammen med Jakob Oftebro på den norske tv-serie `Mord i vildmarken`, som også er blevet sendt på dansk tv, og han fortæller, at Jakob Oftebro som skuespiller generelt altid har været dygtig til at udføre stuntscener.

»Vi har lavet sekvenser, hvor der blev skudt på Jakob med et maskingevær, og han skulle løbe rundt mellem ting, der eksploderede ved kontrollerede sprængninger. Han løb selv igennem, og han er skidegod til at overholde aftaler. Derfor ved jeg, han er god til at følge retningslinjer og gøre, hvad han får besked på,« siger Deni Jordan.

Han understreger, at han ikke ved, hvad der er foregået under `Hamilton`-optagelsen, og derfor ikke kan udtale sig om den konkrete sag. Deni Jordan har dog kun oplevet Jakob Oftebro som dygtig på filmset.

»Jeg ved ikke, hvad der er sket, men jeg har svært ved at se, at han har lavet en fejl, for han er ret fysisk dygtig og kløgtig,« siger stuntkoordinatoren, der også har sendt et par varme tanker til den norske skuespiller.

»Jeg har skrevet til ham, at jeg tænker på ham,« siger Deni Jordan.

Blå bog: Jakob Oftebro Jakob Oftebro er en norsk skuespiller bosat i DanmarkHan er 32 år gammelI 2014 vandt han prisen som ’Shooting Star’ ved filmfestivalen i Berlin og i 2018 vandt han en Robert-pris for årets mandlige birolle i 2018 for filmen ’Mesteren’.Jakob Oftebro har medvirket i en lang række danske film og tv-serier, herunder ’Skammerens Datter’, ’1864’, ’Flaskepost fra P’, `Tordenskjold og Kold’ og ’Lev Stærkt’.Senere i år er han aktuel i tv-serien ’Kriger’ på TV 2.

Torsdag oplyste Jakob Oftebros manager, Anne Lindberg, at skuespilleren er kommet alvorligt til skade, men er udskrevet fra sygehuset i Stockholm, hvor han har været indlagt.

»Vi kender endnu ikke konsekvenserne af skaden, men hans tilstand er alvorlig. Og så er det vigtigt for os at påpege, at Jakob ikke har nogen skyld i dette,« siger manager Anne Lindberg.

Produktonsselskabet Dramacorp Pampas Studios , der står bag serien `Hamilton`, udtalte torsdag, at man lægger sig fladt ned i sagen og tager ansvaret for hændelsen.

»En indspilning skal være et sikkert sted for alle, der medvirker, og det, som er sket, er ikke acceptabelt. Det må ikke kunne ske, og vores absolut største fokus nu er, hvordan Jakob (Oftebro, red.) og hans team har det. Lige nu er det uklart, hvilke konsekvenser det vil få for indspilningen,« skriver producent i selskabet, Patrick Nebout, i en mail til VG.

Fredag oplyste Lindberg Management til BT, at man ikke har nye oplysninger i sagen.

Serien `Hamilton` bygger på spionthrilleren af samme navn, som forfatteren Jan Guillou står bag, og som blandt andet er filmatiseret med Mikael Persbrandt i 2012.

Source: bt.dk