København. Regeringen vil give folkehøjskolerne to millioner kroner til at

Højskoler får to millioner til jubilæumsfest


København. Regeringen vil give folkehøjskolerne to millioner kroner til at fejre jubilæum næste år. Der fylder højskolebevægelsen nemlig 175 år.

- Højskolerne er en vigtig del af den danske kulturarv. De har været med til at forme det Danmark, vi har i dag, udtaler finansminister Kristian Jensen (V) i en pressemeddelelse.

Nærmere bestemt er det det Rødding Højskole, der ifølge sin hjemmeside er verdens ældste, der fylder 175 år i 2019. Af de to millioner, regeringen vil sætte af til jubilæumsfejring, skal de 250.000 specifikt gå til Rødding.

Kristian Jensen mener, at højskolerne er vigtige i en tid, hvor antallet af muligheder kan virke overvældende stort. Og hvor vi skal tage stilling til globalisering og ny teknologi.

- Så er højskolerne stadig vigtige til at give en mulighed for, at den enkelte kan finde frem til, hvem man virkelig er, hvad man drømmer om, og hvor man vil hen, udtaler finansministeren.

De to millioner kroner vil være med, når regeringen præsenterer sit finanslovsudspil. Det kommer den 30. august, fremgår det af pressemeddelelsen.

/ritzau/

Source: bt.dk