Nicolai Boilesen er optimistisk omkring sin fremtid. Faktisk er han

FCK-profil med overraskende udmelding: Jeg er klar til at rykke videre


Nicolai Boilesen er optimistisk omkring sin fremtid. Faktisk er han overbevist om, at han inden for en overskuelig fremtid vil være at finde i en af de største ligaer i Europa.

Det fortæller FC København-profilen i et interview med Goal.

Den 26-årige forsvarsspiller har været en af de mest stabile spillere i en skuffende sæson for FCK-mandskabet, og han er tilbage i landsholdsvarmen, hvor han er en del af Åge Hareides bruttotrup til VM-slutrunden i Rusland.

Det har tilsyneladende fået klubber fra både Ligue 1 og Premier League til at kigge danskerens vej, men mens hovedpersonen ikke er meget for at kommentere på de transferrygter, er han ikke i tvivl om, at han skal videre på et tidspunkt.

»Min ambition er uden tvivl at vende tilbage til de større ligaer I Europa. Jeg ved ikke, om det bliver til sommer eller på et senere tidspunkt, men jeg fik min fodbolduddannelse i Ajax og på det danske landshold, og jeg føler, at jeg hører hjemme på det internationale niveau,« siger Nicolai Boilesen til Goal.

Lige nu koncentrerer FCK’s viceanfører sig dog udelukkende om Superligaens afslutning og det kommende VM, fortæller han.

»Det er altid flatterende, når du hører, at der er interesse fra store klubber og de største ligaer, men jeg hører ikke noget, før det er helt konkret. Det styrer min agent. Mit eneste fokus er fodbold – og lige nu handler det hele om at slutte sæsonen godt af med FC København og så VM.«

Nicolai Boilesen havde i flere sæsoner en høj stjerne hos Ajax, men han røg ud i kulden hos det hollandske fodboldflagskib, efter han ikke ville underskrive en ny kontrakt med Amsterdam-klubben og skiftede i sidste ende til FC København, hvor han personligt har haft en god sæson, selv om han erkender, at resultaterne har været skuffende – især efter at have vundet The Double sidste år.

»Jeg er tilbage på mit bedste niveau, hvilket, jeg mener, bekræftes af, at jeg var tilbage på landsholdet til venskabskampene mod Panama og Chile i marts,« siger Boilesen, der har spillet over 40 kampe for løverne i denne sæson og nyder at være 100 procent fit.

Source: bt.dk