Pyongyang. USA kræver, at Nordkorea bringer flere atomsprænghoveder samt et

USA kræver atomsprænghoveder fjernet fra Nordkorea


Pyongyang. USA kræver, at Nordkorea bringer flere atomsprænghoveder samt et ballistisk missil ud af landet inden for de næste seks måneder.

Det oplyser unavngivne kilder til den japanske avis Asahi, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere på måneden mødtes den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, med Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Her lod Pompeo den nordkoreanske leder forstå, at Nordkorea muligvis vil blive fjernet fra USA's terrorliste, hvis landet efterlever det nye krav, skriver Asahi.

Netop atomprogrammet og Nordkoreas mange missiltest var i høj grad årsagen til det anstrengte forhold mellem USA og Nordkorea, der nåede sit lavpunkt i 2017.

29. november sidste år hævdede Nordkorea at have affyret landets mest kraftfulde missil til dato.

Et missil, der angiveligt er i stand til at nå alle dele af USA, og som fik Nordkorea til at erklære sig for en atommagt.

/ritzau/

Source: bt.dk